Fred, Frihed og Fællesskab
I anledning af 80-året for Danmarks befrielse den 4. maj 1945 inviterer vi på historiefortælling, fakkeloptog og fællessang.

Den 4. maj 2025 er det 80 år siden, at Danmark blev befriet. Om aftenen den 4. maj 1945 lød nyheden i radioen: Danmark var frit. Fem års tysk besættelse under 2. verdenskrig var forbi, og lysene blev tændt i vinduerne over hele landet.
I Lyngby-Taarbæk markerer vi befrielsen med et arrangement med historieformidling, fakkeloptog og fællessang.
Vi mindes ofrene, fortæller historien, fejrer friheden – og alle er velkomne.
Program:
Kl. 18:30 byder borgmester Sofia Osmani velkommen til arrangementet på Stadsarkivet Frieboeshvile.
Du kan slå dig ned ved bordene til samtale, kaffe og kage (Kirsten Hüttemeiers ølkage) og gå på opdagelse i historien om Lyngby-Taarbæk under besættelsen:
- Kongen og slottet – besættelsen af Sorgenfri Slot
- Beskyttelse af borgerne – Mørklægning og luftalarmer
- Modstand og illegale blade i Lyngby-Taarbæk
- Rationering og erstatningsvarer
- Jødeflugten 1943
- Lokalhistorisk biograf med film fra befrielsesperioden
Kl. 20:30 er der samling ved Dansebakken overfor Sorgenfri Slot med fællessang.
Kl. 21:00 går vi samlet i fakkeloptog ned langs Lyngby Hovedgade.
Kl. 21:30 samles vi foran Rådhuset til korsang og fællessang med Elverhøjkoret.
Aftenen er gratis og uden tilmelding, og du kan være med til det hele eller dele af den.
Arrangementet er organiseret af Lyngby-Taarbæk Kommune, herunder Stadsarkivet,
i samarbejde med Elverhøjkoret og foreningen Sorgenfri Social Club.
Parkering:
Vi gør opmærksom på, at parkering ved Frieboeshvile ikke er muligt på dagen. Vi henviser i stedet til vores nabo, Newsec, på Lyngby Hovedgade 4, hvor man kan parkere gratis.
Sangtekster til aftenen
1) Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pluds’lig ind.
Det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbag’.
Alt, hvad der rørte sig, blev gemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig, at pynte sig for dig.
Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’ med varme dag’, du er hos mig.
2) Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pluds’lig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter fløjet ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig, at pynte sig for dig.
Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’ med varme dag’, du er hos mig.
Tekst: Alberte
Musik: Aske Bentzon
1) Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det
den første dag i marts
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone jeg planted dér i fjor
2) På Lolland jeg den hented
et kærtegn fra min fødeø
Så gik jeg her og vented
og tænkte, Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter
sin lune luft sit fede ler
i denne fjendske zone
forgår min anemone
jeg ser den aldrig mer.
3) Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
4) For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor
en flig af nådens trone
Du lille anemone
hvor er din skaber stor.
Tekst: Kaj Munk
Musik: Egil Harder
1) Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
2) Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
3) Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
4) De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.
5) Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.
Tekst: Johan Ottosen
Musik: Dansk folkemelodi
1) Floden er gammel og floden er ung.
Byen er sorgfuld og munter.
Natten er glædelig. Natten er tung.
Livet er timer, sekunder.
Hold dig til livet et stykke endnu.
Døden har masser af venner.
Æd kun af mørket, men tro på at du
snart finder hende, du kender.
2) Lande bli'r nedlagt og lande består.
Venner forsvinder og savnes.
Livet er mer end sekunder og år.
Snart vil vi mødes og favnes.
Gribben er ikke en kolibri.
Lænken er ikke en kæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.
3) Luften er lummer og sommeren går,
forår er noget, man mindes.
Livet er mer end sekunder og år,
forår er der, hvor hun findes.
Danmark er lukket og gået i hi.
Gold er en indkapslet glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.
4) Mure kan gi' sig, men luften er hård.
Livet begynder at stramme.
Husk, selvom rotterne slikker dit sår,
lys er den mørkeste flamme.
Affind dig ikke med mørkets magi.
Rut med dit forråd af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.
5) Træer kan vælte og riger forgå.
Kloder kan flække som ærter.
En ting er drøj og går aldrig i stå:
Kærligheds magt over hjerter.
Mørket vil binde, men lyset gør fri.
Bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.
6) Mørket kan larme og mørket er lyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.
Hør, hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi alle til stede.
Tekst og melodi: Benny Andersen
1) I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
2) Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer -
Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! -
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
3) Engang du herre var i hele Norden,
bød over England - nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder -
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
4) Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland.
Tekst: H.C. Andersen
Melodi: Poul Schierbeck
1) Jeg elsker de grønne lunde
med tonernes vuggende fald
jeg elsker de blanke sunde
med sejlernes tusindtal
2) Jeg elsker hver dal hver banke
med kornets bølgende flugt
hvor flittige hænder sanke
af arbejdets gyldne frugt
3) Jeg elsker de brede sletter
i sollysets sommerpragt
i vinterens stjernenætter
bag snetæppets julepragt
4) Om alle de drømme bristed
du har fra din ungdom drømt
om trængsel og nød du fristed
jeg elsker dig lige ømt
5) Men end er der sang i skoven
højt bølger det røde flag
end er der en gud foroven
der råder for Danmarks sag
Tekst: Johannes Helms
Melodi: Albert Møller
1) En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.
2) Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.
3) Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit,
og Danmark frit.
4) Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.
Tekst: Mads Nielsen
Melodi: Mathias Christensen
1) Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm,
vi dig til strid
Kanske du spørg' i angst,
udækket, åben:
"Hvad ska' jeg kæmpe med,
hvad er mit våben?"
2) Her er dit værn mod vold,
her er dit sværd:
Troen på livet vort,
menneskets værd
For al vor fremtids skyld
Søg det og dyrk det
Dø om du må, men
øg det og styrk det
3) Stilt går granaternes
glidende bånd
Stands deres drift mod død
Stands dem med ånd
Krig er foragt for liv,
fred er at skabe
Kast dine kræfter ind
døden skal tabe.
4) Ædelt er mennesket,
jorden er rig
Findes her sult og nød,
skyldes det svig
Knus det, i livets navn
skal uret falde
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.
5) Dette er løftet vort
fra bror, til bror:
Vi vil bli' gode mod
men’skenes jord
Vi vil ta' vare på
skønheden, varmen
Som om vi bar et barn
varsomt på armen.
Tekst: Nordahl Grieg
Musik: Otto Mortensen
1)Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!
2)Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!
3) Kæmp for alt, hvad du har kært.
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Tekst: Chr. Richardt
Melodi: C.E.F. Weyse
Ekstra arrangementer:
Også Stadsbiblioteket markerer 80-året for Danmarks befrielse. Her kan man opleve disse to arrangementer:
D. 15. maj kl. 19-21
Modstandskvinderne, terrorrister eller frihedskæmpere? med Pia Fris Laneth
D. 28. maj kl. 19-20.30
Danske jøder i koncentrationslejr med Silvia Goldbaum Tarabini
Aktivitets information
- 04. maj 2025
- 18:30 -22:00
- Stadsarkivet Frieboeshvile
- Gratis. Tilmelding er ikke nødvendig.