Alderdomsboligerne i Bondebyen

I 1914 besluttede sognerådet at opføre helt moderne boliger til nogle af kommunens ældste borgere. Der var både elektrisk lys og indlagt vand med wc på gangen. Når man tænker på, at der kom elektricitet til det centrale Lyngby i 1909 og blev indlagt vand i Bondebyen i 1916, må man regne med, at de fleste af beboerne i de 12 etværelses lejligheder oplevede en helt ny boligstandard, da de kunne flytte ind i de to længer på det nordlige hjørne af Lundtoftevej og Høstvej i 1916.

   Da sognerådet i 1914 gik i gang med at tænke over, hvordan de ville indrette alderdomsboliger i Lyngby-Taarbæk, kunne man vælge, om man ville lade sig inspirere af de pompøse alderdomshjem, som var opført i en del større provinsbyer omkring 1900, eller af de stiftelser med små lejligheder, der fandtes i mange byer, og som der også kendtes eksempler på i Lyngby-Taarbæk, f.eks. ”Ny Aldersly”, bygget i 1898 på Gl. Bagsværdvej 14.

Sognerådet besluttede sig for at opføre lejligheder. Dermed kom Lyngby-Taarbæk Kommune til at bryde nye veje i det kommunale byggeri for ældre. Sognerådet lagde samtidig vægt på, at de ældres boliger skulle opføres i det kvarter, hvor de havde levet hidtil. Dette nærhedsprincip blev fastholdt, da kommunen fra 1934 og frem opførte mange små komplekser af ældreboliger rundt omkring i kommunen.

De to huse ved Høstvej er placeret på grunden, så de får sol i opholdsstuen, og karnapperne gav yderligere lysindfald (foto). Karnapperne blev en bygningsmæssig principsag: Granitsoklen og de markante vinduesindfatninger og sålbænken af kalksten signalerer soliditet og kvalitet i byggeriet. Da husene blev bygget, var det ikke umiddelbart til at skaffe den planlagte kalksten, dyrt var det også, men sognerådet stod fast på kalksten. Med stort besvær blev der importeret svensk kalksten, så husene stod færdige til tiden. I 1927 opførte sognerådet yderligere 18 boliger på den anden side af Høstvej i samme stil som de første. Her er vinduesindfatningerne dog af træ.

Johan Wilmann (1866-1928, foto) var initiativtager til alderdomsboligerne, og derfor har man sat en mindesten for ham her. Han var sognerådsformand i Lyngby-Taarbæk Kommune fra 1913 til sin død i 1928. Han var socialdemokrat og afløste den konservative Emil Piper, der også sad i Landstinget. Som sognerådsformand arbejdede han for at modernisere kommunen, og det var i høj grad hans fortjeneste, at Ulrikkenborgkvarteret blev udbygget efter åbningen af Buddingevejs viadukt under jernbanen, og at Lyngby fik et gymnasium.

   Når flertallet i sognerådet skiftede fra konservativt til socialdemokratisk ved valget i 1913, skyldtes det, at en mængde industriarbejdere var flyttet til kommunen for at arbejde på de store nye fabrikker, som siden omkring 1890 var vokset frem i Lyngby. Johan Wilmann havde selv sin baggrund i den århundredgamle industri langs Mølleåen og var uddannet som maskinist, men valgte at arbejde for Socialdemokratiet. Med sine gode evner blev han lokalredaktør af Social-Demokraten, og han kom i sognerådet i 1907. Allerede i 1901 var han blevet valgt til Folketinget. Man havde dengang enkeltmandsvalgkredse, d.v.s. Lyngby-kredsen kunne stille ét medlem til Folketinget, og det var i en lang periode skiftevis Emil Piper og Johan Wilmann, indtil Emil Piper i 1906 blev valgt til Landstinget.

Johannes Magdahl Nielsen (1862-1941) var arkitekt for alderdomsboligerne. Han var i 1912 blevet kongelig bygningsinspektør, og Dyrehaven hørte til hans embedsområde. Derfor kom han til at tegne mange af Dyrehavens huse, både små skovløberhuse og større bygninger som Peter Lieps Hus (1916), Skovridergården (1918) og Hotel Fortunen (1936). Samtidig fungerede han som uofficiel stadsarkitekt for Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han byggede Engelsborgskolen (1909) og Lyngby Statsskole (1923, foto).