Det Hvide Palæ

Det Hvide Palæ (Lyngby Hovedgade 37) er bygget i 1806 af møbelhandler David Moyel. Huset var beregnet til at lejes ud til københavnske borgere i sommertiden, og det indeholdt oprindeligt to ens lejligheder hhv. i stueetagen og på første sal samt to køkkener i kælderen. Indgangen til Palæet var ad den fornemme trappe på nordgavlen. På den anden side af gårdspladsen, der har et højere niveau end Hovedgaden, ligger den såkaldte Kavalerfløj. Mellem bygningerne er der ud til Hovedgaden murpiller med gitter imellem samt to lindetræer. Hovedbygningens sydgavl er skævt afskåret, fordi huset er bygget helt ud til skellet. Dette bestod af en lille rende, som afvandede en mose på den anden side af Kongevejen til Toftebækken øst for byen.

I palæets nordgavl til venstre for trappen sidder i muren en kanonkugle, som menes at stamme fra krigen med englænderne i 1807. Foran gitteret står en høj firkantet milesten fra 1839 af Bornholmsk granit, der viser 1½ mil (ca. 10 km) til København.

Palæet er bygget i klassicistisk stil med fire flotte pilastre og andre dekorationer på facaden ud imod Hovedgaden. Da det blev bygget, var Kongevejen allerede bebygget nord for. Nr. 33 var bygget i 1782 og det endnu eksisterende nr. 35 i 1788. Til gengæld var der ikke bebyggelse syd for Palæet før Bagergården (nr. 49). På den modsatte side af vejen sluttede bebyggelsen mod syd med urmager Johan Løws hus (nr. 64, bygget 1794). Nabohuset (nr. 62) var ”Bomhuset”, som David Moyel også ejede. (Maleri i Stadsarkivet af Lyngby set fra Fortunen omkring 1820 med Det Hvide Palæ til venstre).

Bomhuset var i virkeligheden forgængeren for Det Hvide Palæ. Det var opstået i 1767, da den nyanlagte Kongevej blev gjort offentlig, men med bomme, hvor der skulle betales afgift til vejens vedligeholdelse. Syd for Lyngby blev der opsat en bom på dette sted og opført et hus til bompasseren. Dette hus blev efterhånden til en lille lystgård, og der blev tilkøbt jord på østsiden af Kongevejen. Lystgården, der stadig hed Bomhuset, blev i 1804 købt af David Moyel, som opførte Det Hvide Palæ på den østlige grund. Selv boede han overfor i Bomhuset, og da Palæet ved hans død i 1813 blev solgt, blev hans enke boende i Bomhuset til 1830.

Det var ikke ualmindeligt, at landsteder blev lejet ud om sommeren. Kongen og embedsadelen byggede slotte i Nordsjælland, rige københavnske borgere byggede landsteder i forskellige størrelser efter evne. I Lyngby-Taarbæk er Sophienholm det største og Støvlet-Cathrines Hus et af de mindste. Andre havde kun råd til at leje et landsted eller et hus eller et par stuer, og de fleste havde slet ikke råd til at holde ferie. Men enhver københavnsk tjenestekarl eller tjenestepige betingede sig en årlig fridag til at tage i skoven (oftest Dyrehavsbakken), når de fæstede sig, og i denne ene årlige fridag ligger begyndelsen til vore dages seks ugers ferie. Et slot eller en årlig fridag – det er den samme tradition, samme længsel væk fra byen ud i naturen.

Mange landsteder havde navne efter bygherrens eller ejerens hustru: Sophienholm var opkaldt efter bygherren Theodor Holmskjolds hustru Sophie Magdalene Schrødersee (maleri af dem med deres datter), Christianelyst tilsvarende efter Christiane Gram og Marienborg efter Bolette Marie Lindencrone. Andre havde navne, der signalerede ferie: Søro, Aldershvile, Tusculum (navnet på den romerske digter Horats’ landsted, som er blevet synonymt med en feriebolig på landet). Atter andre fik navne efter deres tidligere anvendelse (Bomhuset, Fiskerhuset, Jægergården). Det var altid positive navne, som også kunne udtrykke idyl: Spurveskjul, Sorgenfri.

Landstederne er sammen med de gamle fabrikker langs Mølleåen en specialitet for Lyngby-egnen. De ældste landsteder er fra rokokotiden, f.eks. Frieboeshvile, Frederiksdal og Sorgenfri (1750’erne). På Frieboeshvile og på Ørholm Hovedbygning er den store kvist på facaden dog et levn fra den tidligere stilart, barokken. Men de fleste af landstederne er ligesom Det Hvide Palæ bygget eller ombygget i klassicistisk stil i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet: Sophienholm, Marienborg, Gammel Rustenborg, Lystofte, Brede Hovedbygning m.fl.

Landstedernes og fabrikkernes beboere var byfolk, der adskilte sig fra den omkringboende landbefolkning ved ikke som denne at være selvforsynende. De havde brug for bymæssig service i form af handlende og håndværkere. Disse måtte egentlig kun drive deres erhverv i købstæderne; men fordi der var brug for dem på egnen, fik mange personlige privilegier fra amtet til at nedsætte sig i Lyngby. Lyngby fik derved allerede i midten af 1700-tallet et købstadspræg (foto fra kirketårnet omkring 1900), som blev udviklet i løbet af 1800-tallet og stadig får Lyngby Hovedgade til at minde om hovedstrøget i en provinsby.