Støvlet-Cathrines Hus

Det hvide bindingsværkshus er opført i 1808 efter en stor brand, som havde hærget hele den nordlige del af Bondebyen. Huset er i samme stil som mange andre huse i Bondebyen. Men dets dimensioner og den fornemme dør viser, at det oprindeligt var et landsted, hvor ejeren kun boede om sommeren. Bygherrerne var to københavnske borgere, der hed Larsen og Wulffsen. De havde også ejet det tidligere hus, og de beholdt det nye landsted til 1812. Senere i 1800-tallet blev der helårsbeboelse i huset, der fra 1878 til 1935 ejedes af to generationer af tækkemænd og derfor blev kaldt ”Tækkemandens Hus”.

   Først senere fik huset navnet ”Støvlet-Cathrines Hus”. Det er tilsyneladende ingen forklaring på, at huset bliver kaldt Støvlet-Cathrines Hus, måske har der boet en pige, der havde det øgenavn i Bondebyen.

Kong Christian den syvende havde i 1760’erne en kæreste, der kaldtes Støvlet Cathrine. Hun hed egentlig Anne Cathrine Benthagen og levede fra 1745 til 1805 (foto: bogillustration efter maleri). Hendes ugifte mor syede støvletter, som pigen bragte ud til kunderne, og derfor fik hun tilnavnet Støvlet-Cathrine. Hun lærte Kong Christian den Syvende at kende i 1767 og blev en del af den sindssyge konges omgangskreds. Hun var høj og flot og færdedes gerne i mandstøj, og kongen var meget glad for hende; men det lykkedes regeringen at få hende fjernet og anbragt i et fængsel i Hamburg. Struensee fik hende løsladt i 1770; men hun kom ikke til Danmark igen.

   Landstedet i Lyngby blev først bygget tre år efter Støvlet-Cathrines død, så hun har aldrig set det. Der er heller ingen grund til at tro, at hun har haft noget med det forrige hus at gøre. Hun hørte som sagt til kredsen omkring Christian den Syvende i København og havde ingen grund til at færdes i Lyngby. Sorgenfri Slot var i privat eje, til det blev købt af kongens halvbror Arveprins Frederik i 1789. Christian den Syvende har besøgt Sorgenfri, hvor han i 1774 indridsede sit navnetræk i barken på et af parkens træer; men det er hans eneste kendte besøg på slottet, og da var Støvlet-Cathrine for længst ude af landet. Derfor er der heller ingen grund til tro, at husets navn har nogen forbindelse til Sorgenfri.

Husets størrelse og den fornemme dør i facaden røber som nævnt, at der er tale om et landsted; men også indvendigt har huset tydelige borgerlige træk. På første sal har det store værelse i midten hvælvet loft af træ dekoreret med malede vinranker, og der er fine paneler i stuerne (foto).

Når man sammenligner med et af de små gule bindingsværkshuse huse på den anden side af Gammel Lundtoftevej (nr. 36, foto), som også er opført i 1808 efter branden, ser man her en hustype, som er mere karakteristisk for den nordlige del af Bondebyen: Små huse oprindeligt med to symmetriske, spejlvendte lejligheder og med én stor skorsten i midten. Disse tofamiliehuse, hvoraf mange nu har fået de to lejligheder slået sammen til én, findes i stort tal i Bondebyen. Når de i sin tid blev udformet således, var det for at spare på materialerne. Stenene til fundamentet, sylden, var billige, og det samme gjaldt ler til klining af murene og rør til tækning af tagene. Træet til bindingsværket var dyrere; men det dyreste var de mursten – rigtige brændte sten – som brandmyndighederne forlangte anvendt til ildsted og skorsten. Derfor byggede man tofamiliehuse med køkkenerne i midten, så skorstenen kunne være fælles for de to ildsteder.

   Bindingsværkets konstruktion er forskellig fra hus til hus. Huset Nørregade 10 på hjørnet af Lyngby Stræde har bindingsværkets stolper stående direkte på syldstenene, hvis overflade hælder udefter for at regnvand kan løbe af. Loftsbjælkerne er kæmmet ind i siden af stolperne (”glammede bjælker”). Denne konstruktion røber, at huset stammer fra 1700-tallet og altså er ældre end de fleste huse i kvarteret. På Gammel Lundtoftevej 36 fra 1808 er bindingsværkets stolper forneden forankret i en vandret bjælke (fodrem) der ligger på syldstenene. Foroven går stolperne tilsvarende op i en vandret bjælke (toprem). Loftsbjælkerne hviler med enderne på topremmen, hvilket giver større loftshøjde i huset end det ældre, glammede bindingsværk.

   Et særligt overdådigt bindingsværk ser man i nabohuset Gammel Lundtoftevej 29. Det er imidlertid ikke gammelt, men stammer fra en hårdhændet istandsættelse i 1924. Den blev foretaget af en murermester, som på grund af sine mange tilsvarende ombygninger i Bondebyen omtaltes som ”Palads-Møller”.