Thule

”Thule” er en L-formet ejendom på hjørnet af Sorgenfrivej og Boulevarden. Fløjen langs Boulevarden i to etager er opført i 1873 som arbejderbolig for Lyngby Glasværk. I 1905 rev murermester Fritz Jensen den sydlige ende af bygningen ned og opførte i stedet et nyt forhus i tre etager ud imod den daværende Bagsværdvej.

   På det modsatte hjørne af Boulevarden boede Fritz Jensen selv i en stor vinkelformet villa ”Charlottesborg”, hvor der nu ligger en børnehave. Fra sine vinduer kunne han se over på gavlen af ”Thule”, som han havde forsynet med to portræthoveder af sig selv og sin hustru Sophie Charlotte over vinduerne på første sal.

   Langs med Boulevarden bag ved ”Thule” havde Fritz Jensen i 1904 opført den røde murstensejendom ”Vigottenborg” med toværelses lejligheder. De to ejendomme blev overvejende beboet af arbejdere. Det er karakteristisk for den blandede bebyggelse i Lyngby, at dette lille ”arbejderkvarter” var nabo til Lyngbys fineste kvarter, villavejene Sorgenfrivej og Rustenborgvej.

   På den modsatte side af Boulevarden lå helt frem til 1960 Hotel Rustenborgs store have, som var det tilbageværende af landstedet Gammel Rustenborgs park. Hotel Rustenborg var opført i 1868 som konditori ved det trafikerede strøg mellem Lyngby Hovedgade og den fem år tidligere anlagte Lyngby Station, hvor nu Templet ligger, men havde hurtigt udviklet sig til at blive hotel (foto omkring 1900). Sammen med Hotel Lyngby var Hotel Rustenborg centrum for det offentlige liv i Lyngby, hvad enten det drejede sig om foreningsmøder, fester eller valghandlinger. Hotellet blev revet ned i 1960 og afløst af beboelses- og forretningsejendommen ”Rustenborg”.

   Lyngby Glasværk blev opført vest for jernbanen i 1873-74 af en apoteker og en læge, og produktionen omfattede navnlig flasker og andet emballageglas. Der arbejdede omkring 50 personer på glasværket frem til en standsning i 1877 og derefter omkring 30 indtil 1882, hvor virksomheden opgav konkurrencen med de øvrige danske glasværker og lukkede. Bygningerne blev revet ned i 1890, hvorefter villavejen Baune Allé blev anlagt på stedet. På det sted, hvor glasværket lå, ligger i dag den nyopførte etagebebyggelse på vestsiden af ejendommen ”Hvalen”.

Da jernbanen blev videreført fra Lyngby til Hillerød i 1864, førte to veje hen over skinnerne nord for Lyngby Station, Bagsværdvej og Vinkelvej, og her begyndte Lyngbys ”Vesterbro” (luftfoto 1923). Bagsværdvej er i dag strækningen Sorgenfrivej-Gammel Bagsværdvej- Bagsværdvej. Da viadukten med Buddingevej åbnede i 1923, blev samtidig de to jernbaneoverskæringer nedlagt og erstattet af fodgængertunnellen ”Rottefælden”, som stadig forbinder Sorgenfrivej og Gammel Bagsværdvej.

   Vinkelvej krydsede jernbanen lidt sydligere og slog derefter et skarpt sving mod nord til Bagsværdvej, således at den faktisk dannede en vinkel. Ved den tidligere overskæring ligger stadig et lille ledvogterhus. Da Lyngby Station blev flyttet mod syd i 1891, blev Parallelvej anlagt fra svinget på Vinkelvej mod syd langs vestsiden af skinnerne. Ved nedlæggelsen af overskæringen forsvandt den østlige del af vejen, og stykket på vestsiden af jernbanen blev krydset af Buddingevej og måtte derfor forsynes med ramper. Nord for Buddingevej hedder vejen stadig Vinkelvej, selv om den nu efter en forlægning i 1970’erne er næsten lige.

   Vest for Vinkelvej lå frem til 1970 en stor fabrik. Den var opført i 1895 som Lyngby Sukkerraffinaderi af et tysk selskab, som ville konkurrere med De Danske Sukkerfabrikker. Men i 1904 blev den opkøbt af DDS og i 1922 nedlagt. Derefter stod fabriksbygningerne tomme nogle år; men i 1925 blev de købt og taget i brug af Brødrene Hartmanns maskin- og emballagefabrik.

Da Brødrene Hartmann i 1936 byggede nye fabriksbygninger ved den senere Klampenborgvej, blev den gamle sukkerfabrik omdannet til Porcelænsfabriken Danmark, der eksisterede til 1969 (foto). Den blev en stor virksomhed med 500 arbejdere og producerede navnlig spise- og kaffestel. Blandt de første stel var Rosenborg og Vallø; men navnlig lavede fabrikken i 1960’erne det populære stel Danild, som stadig findes i mange ældre hjem. I slutningen af 1960’erne lavede fabrikken også vaser og figurer, der kvalitetsmæssigt var på højde med de gamle porcelænsfabrikkers.