Gå til hovedindhold
Du er her:

Lyngby Hovedgade 68

Handelsruten Kongens Lyngby før og nu – Post 9

Handelsruten består af 15 spots på fortovet i Hovedgaden og en enkelt på Klampenborgvej, der fortæller om Lyngby midtbys huse og forretninger førhen og i dag. Se og læs om de andre spots i menuen til højre.

Før - Isenkræmmeren ved Torvet

Der har været isenkræmmer på hjørnet af Lyngby Torv og Lyngby Hovedgade lige siden huset blev bygget i 1929. Da billedet blev taget i 1930 var det tid til at gøre cyklen sommerklar, og der var også havemøbler og en børnetrillebør af træ på hjørnet.

Overfor kan man se Michael Madsens manufakturforretning, hvor konfirmanderne købte deres første jakkesæt.

Lyngby Rådhus stod færdigt på Lyngby Torv i 1941. Facaden er beklædt med marmor fra det grønlandske marmorbrud i Marmorilik.

Man kunne også spare, da man byggede rådhus i Lyngby. Taget er sat op omkring solide gamle jernbaneskinner, der var blevet taget op, da Nærumbanen ændrede rute i 1936. Udenpå jernbaneskinnerne kom der kobberplader, der kunne matche marmorfacaden.

Nu - HW-Homeware

Der har ligget en isenkræmmer på hjørnet af Lyngby Hovedgade og Torvet siden 1929. Ejer Martin Meelby overtog butikken fra sin far i 2016. Han ”voksede” så at sige op i butikken, som hans far købte i 1984. Som ung arbejdede Martin i butikken og gik i gang med at udvikle en webshop i 2013, som han arbejdede på, inden han tog på arbejdet om morgen, og når han kom hjem om aftenen. I dag udgør webshoppen en stor del af den samlede forretning, og der er planer om udlandet også – for udvikling er et nøgleord for Martin og medarbejderne, der dog stadig, holder fast i butikkens grundtanke om, at ”Vi har alt det, du har brug for, når du har brug for det”. 

Tidligere HW-Hjørnet nu HW-Homeware startede i 1984 og har 18 ansatte.