Bredes mestre: VALKEMESTER HUGO SCHUBERT (1878-1956)
STED:
Gravmonument,
Lundtofte Kirkegård,
Lundtofte Kirkestræde 1,
2800 Kongens Lyngby

Hugo og Anna Schubert 1915, formentlig foran Mesterboligen på Bakken
Brede Klædefabrik havde rødder langt tilbage. Afdelingscheferne i produktionen kaldtes stadig i 1900-tallet mestre, ligesom man siger i håndværksfagene. Mestrene havde oparbejdet den faglige uddannelse, så de kunne forestå produktionen i de forskellige faser fra råuld til vævet og farvet uldent klæde. Valkemesteren stod for den proces, hvor det vævede uldne stof blev bearbejdet i vand mellem valser, så stoffet krympede lidt sammen og dermed blev tættere i strukturen.
På Brede Allé findes flere huse i villastil, der var indrettet til mestrene, og på bakken ved den nuværende Mølleåparken blev der reserveret et af de nye huse til mestrene. Valkemester Hugo Schubert blev rekrutteret til Brede Klædefabrik i 1912 med løfte om en dejlig 3-værelses lejlighed med have til. Her fk han og hustruen Anna plads til alle deres børn.
På Lundtofte Kirkegård er der i rækken langs hegnet til direktør Daverkosens monument en række gravsteder for Brede Klædefabriks mestre, bl.a. spindemester Thorvald Hansen og overmester William Dibbern.
