STED:
Den tyske diplomat G.F. Duckwitz spillede en central rolle under besættelsestiden, blandt andet i forbindelse med redningen af de danske jøder i oktober 1943 og under Folkestrejken i 1944.
Han arbejdede under den tyske besættelse på det tyske gesandtskab i København som skibsfartssagkyndig. Da Werner Best i 1942 blev Rigsbefuldmægtiget i Danmark, fik Duckwitz med sit store kendskab og netværk i Danmark en afgørende rolle.
Duckwitz huskes mest for, at han i september 1943 røbede de tyske planer om at deportere de danske jøder til koncentrationslejre i Tyskland. Duckwitz havde fået kendskab til de tyske planer af Werner Best, og den viden bragte han videre til blandt andet den danske politiker Hans Hedtoft, som sørgede for at advare jødiske kredse. Kendskabet til aktionen betød, at de fleste jøder nåede at flygte til Sverige. Han boede med sin hustru Annemarie på Frieboeshvile i Lyngby 1941-1953.