STED:
Dyrehaven rummer flere mindesteder fra 1800-tallet. På en af de smukkeste udsigter i Dyrehaven fnder man på et højdedrag Den skandinaviske Sten. Den er uden inskription og er rejst til minde om et skandinavisk studentermøde i København i 1845. Efterfølgende opstod en national mindekultur ved mindestedet.
I 1861 rejste 400 sønderjyder til København for at holde et folkemøde
ved stenen for at markere deres tilknytning til Danmark. Efter tabet af Sønderjylland til Prøjsen i 1864 deltog 2000 sønderjyder i et møde ved stenen året efter. De ville vise deres stærke tilknytning til Danmark. Til minde om disse møder rejste man Den slesvigske Sten. Her har også været afholdt grundlovsmøder, og som en symbolsk handling spredtes forfatteren Georg Brandes’ aske i 1927 over Dyrehaven. Lyngby Arbejderforening af 1866 satte også en sten i Dyrehaven med inskriptionen LAF.
Foreningen var en forløber for Lyngby-Taarbæk Sygekasse. I starten skaffede man penge til udbetaling ved sygdom gennem at holde store fester, der gav et godt overskud og nye medlemmer. Den 18. juli 1867 tog man på en skovtur til Dyrehaven. Her rullede man en kampesten hen under et stort træ og lagde foreningsfanen hen over den. Folk fra Lyngby-Taarbæk strømmede til, der var musik, sang og taler.