STED:
På en mur på Taarbæk Havn sidder en mindeplade for to unge mænd, der blev dræbt under deres indsats i modstanden under besættelsen 1940-1945. Mindepladen af sort skifer blev sat op 5. maj 1996.
I oktober 1943 planlagde den tyske besættelsesmagt at deportere alle danske jøder til koncentrationslejre. Forinden var det lykkedes at advare de fleste danske jøder, så de kunne forlade deres hjem i tide og flygte til Sverige.
Mange jøder og hjælpere fik i første halvdel af oktober 1943 i hemmelighed organiseret en omfattende flugt over Øresund i fiskerbåde, også fra Taarbæk Havn. Her blev Claus Christian Heilesen fra København skudt på havnen den 9. oktober, da Gestapo forsøgte at standse en sejlads. Båden sejlede ud af havnen, medens der var tumult på kajen, og de flygtende kom i sikkerhed.
Carl Anders Christiansen blev dødeligt såret under en modstandsaktion i Taarbæk den 30. april 1945, hvor medlemmer af modstandsgruppen BOPA forsøgte at foretage en sprængning.