STED:
Henry Lundstrøms gravminde står i Lundtofte Kirkegårds afdeling for fredede gravminder, lige ved indgangen fra Lundtofte Kirke. Lundstrøm var vokset op ved gadekæret i Lundtofte, på Nymøllevej 124. Henry Lundstrøm arbejdede på Brede Klædefabrik som væver. Henry og Hertha Lundstrøm (1890-1985) boede fra 1913 i et af Brede Klædefabriks huse, ”Madrid”, lejlighed 185.
Huset lå på bakken øst for jernbanen, hvor fabrikken havde opført en mængde huse til deres arbejdere. Brede Klædefabrik havde 276 arbejderboliger i 1935, overvejende lejligheder til familier. Der var desuden værelser til enlige. Husene havde navne efter europæiske byer. Hvis man ikke havde rum og tid til at lave varm mad til sig selv, kunne man som del af lønnen hente mad i Brede Spisehus eller spise der. Man kunne kun bo i arbejderboligerne, medens man arbejdede på fabrikken.
Fabrikken havde desuden i 1872 opført en ejendom til alderdomsbolig for tidligere arbejdere. Alle husene på bakken øst for Brede blev revet ned sidst i 1960’erne til fordel for opførelsen af bebyggelsen Mølleå-parken.