Gå til hovedindhold

Ny kulturformidling på Brede Værk

I området omkring Brede Værk kan du nu opleve en ny, spændende digital kulturformidling i trygge omgivelser udendørs. Tag familien med og gå på opdagelse i historien rundt omkring de historiske bygninger i Brede. Du vil undervejs opleve historien om fabrikssamfundet i Brede, som er en del af fortællingen om industrialiseringen - og både er en del af lokal- og Danmarkshistorien.  

brede
Historisk oversigtsbillede af Brede Klædefabrik, ca. 1880. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Ved de forskellige stop i området er der opsat skilte, der med billeder og tekst vækker nysgerrighed og giver forbipasserende lyst til at dykke ned i stedets historie. Den tilhørende lydguide gør historien og fortællingerne levende, og består blandt andet af originale lydoptagelser med gamle arbejdere fra værket.

Den digitale lydvandring inviterer således på en rejse tilbage i tiden til industriens vugge i det gamle Brede. Her følger man fabrikantens og arbejdernes liv på tekstilfabrikken i perioden 1880-1918. Deres livsvilkår var meget forskellige men uløseligt sammenvævede i hinanden.

De 12 stop i området omfatter Brede Hovedbygning, Arbejderboligerne, Mesterboligerne, Købmandsbutikken, Skolen, Asylet, Fabriksporten, Spisehuset, Gartneriet, Modewegs obelisk, Nazareth-huset og Vandmøllen.

Bag projektet står Nationalmuseet og Lyngby-Taarbæk Kommune ved Stadsarkivet.

Lydguiden

Hvis du vil prøve oplevelsen, så tag på tur i Brede – eller bliv hjemme i sofaen og hent den gratis app Useeum i AppStore eller Google Play og gå ind på den digitale lydfortælling Det Gamle Brede.

brede
Et af de mange stop på turen rundt på Brede Værk er ved med mindeobelisken opsat af fabriksarbejderne for at mindes fabrikant Julius Emil Modeweg (1813-1869) og hustruen Anna Elisabeths sølvbryllup den 26. maj 1863. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv).
brede
Et af de mange stop på turen rundt på Brede Værk. Her er det ved de hvide fabriksbygninger langs mølledammen, hvor vandet komme ind i anlægget fra Mølleåen. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)
brede
Direktør Daverkosen med høj hat fotograferet sammen med de kvindelige arbejdere, ca. 1885-1890. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)