Fastelavnsløjer i Lyngby-Taarbæk
Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade …
Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade …
Af Mette Henriksen, Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
Fastelavnsfester kendes langt tilbage i tiden og fejres stadig de fleste steder, som her på billedet fra Finlandsvej i 1930’erne. Ordet fastelavn betyder tiden før fasten og falder syv uger før påske. I katolsk tid skulle man gennem fasten rense sit legeme og blive klar til den hellige påske. Efter Reformationen i 1536 ophørte fastepligten, men traditionerne omkring fastelavn fortsatte.
Skikken med at udklædte børn rasler hos naboerne og truer med at lave ballade, hvis de ingen boller får, er også meget gammel. Oprindeligt klædte gårdenes karle sig ud og drog fra gård til gård for at indsamle penge og mad til ædegildet op til fasten. Karlene sang og lavede drillerier for at lokke bidrag ud af gårdens beboere. I dag er det hovedsagelig børn som er aktive i fastelavnsløjerne. Traditionen med at slå katten af tønden er også bevaret frem til i dag. Tidligere var der rent faktisk en levende kat i tønden! Den symboliserede den ondskab, der skulle fordrives gennem fasten. I dag er der slik og appelsiner i mange tønder.
I dag spiser vi også fastelavnsboller og får fastelavnsris. Fastelavnsbollerne af det fine hvedemel betød tidligere en afveksling fra hverdagens mere grove rugbrød og var meget populært hos både børn og voksne. Fastelavnsriset stammer fra et gammelt frugtbarhedsritual, hvor man risede hinanden med grene for at overføre naturens frugtbarhed til kroppen. I dag er fastelavnsrisene til pynt med papirblomster og sorte papirskatte.
Fastelavnsmandag var frem til 1960’erne en skolefridag, men i forbindelse med skolelørdagens afskaffelse blev den inddraget – sikkert til stor ærgrelse for alle børnene. I dag er arrangementerne i skoler og børnehaver med til at bevare fastelavnstraditionen.
Som noget nyt kan alle børnefamilier kommer til fastelavnsarrangement lørdag den 2. marts kl. 13-16 på Frieboeshvile, - se mere på stadsarkivet@ltk.dk.