Skarlagensfeber-epidemien i Lyngby

Skarlagensfeber var tidligere en alvorlig sygdom, som kunne medføre komplikationer, og dødeligheden kunne være stor. Infektionssygdommen skyldtes streptokokker, og den blev overført ved hoste eller berøring. Inkubationstiden var fra 2-5 døgn, men den kunne være mindre end et døgn, og ikke alle smittebærere blev syge. Symptomerne var halssmerter, hovedpine, opkastninger, feber og prikket udslet, som til sidst skallede af. Børn var mest udsatte.

I starten af december 1912 blev der anmeldt 20 tilfælde i hele Danmark, og de 17 var i her i Lyngby. De fleste smittede var børn i den skolepligtige alder, så skolerne blev straks lukket.

I de følgende dage steg antallet af smittede drastisk. De første patienter blev indlagt på Københavns Amts epidemisygehus på Nyelandsvej, men her blev hurtigt opfyldt, så Frederiksberg Sygehus stillede 20 ekstra senge til rådighed. Det var heller ikke nok, og det blev derfor nødvendigt at indrette et nødhospital på den nye kommuneskole, Engelsborgskolen.

Smittekilden viste sig at være en lille pige i byggeselskabet Frem. Familien havde ikke søgt læge, da datteren kun havde haft milde symptomer. Derudover var pigens far postbud, og netop på hans rute boede de fleste smittede. Efter at skolerne var blevet lukket, hjalp mange drenge som tidsfordriv med at bringe mælk ud, og det førte hurtigt smitten ud til hele Lyngby og omegn.

Kommunelæge og senere kredslæge dr. Johan Lemche (1863-1962) blev udnævnt til epidemioverlæge, og han organiserede sammen med den øvrige epidemikommission de mange nye tiltag med behandling af patienter, opsporing af smittekilder og desinficering af de lokaler hvor de syge havde opholdt sig i. 

Hele byen var påvirket og tynget af epidemien, og mange familier holdt sig inde af frygt for smitten. Mange lyngbyborgere gik ind i det store hjælpearbejde, blandt andet stod kredslægens hustru Gyrithe Lemche for at indrette nødhospitalet, og restauratør Hansen på Hotel Rustenborg sørgede for mad til de syge på nødhospitalet.

Efterhånden afmattedes epidemien, og den 17. marts 1913 kunne nødhospitalet lukke. Skolen blev desinficeret, og eleverne var tilbage i skolehverdagen den 14. april 1913. Biografen fik lov at genåbne den 8. april, hvilket symboliserede, at nu var epidemien helt overstået.

Status var, at der havde været 218 patienter indlagt på nødhospitalet, i alt 23 døde og i hele Lyngby-Taarbæk var det samlede antal patienter 472, - ud af en befolkning på 6.200 (Folketælling 1911). Byen kunne ånde lettet op, selvom slagsmålet omkring kompensation og erstatningskrav først lige var begyndt.