Storken som forårets bebuder

Af Mette Henriksen, Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Tidligere var storkens tilbagevenden fra vinteropholdet i Afrika et tegn på, at foråret nu endelig var på vej. Storkene var genkendelige på den hvide fjerdragt, sorte vinger, røde næb og lange, røde ben, og ofte var deres store rede placeret højt oppe, for eksempel på toppen af et tag eller en skorsten, som her på billedet taget fra Lyngby Kirke i 1910.

I 1786 skrev grosserer Peter Tutein om storkens ankomst til Lyngby i sin sommerhusdagbog. Tutein-familien havde et sommerlandsted på Lyngby Hovedgade 4, der hvor Datea ligger i dag. Den 3. april 1786 skrev han: ”I dag har jeg for første gang hørt storken knebre. Det var meget smukt solskin, men der var endnu meget vand og is i haven, søen var endnu så belagt, som om man kunne gå over den til Frederiksdal.”

Det lyder til at have været en lang og kold vinter, og der var stadig is på Lyngby sø i april måned. Det var nok derfor, at storkens kneben blev budt særligt velkommen dette forår. Det var sådan, at når den ene af et storkepar vendte hjem til reden, blev den hilst af den anden med en "næbknebren". Det skete ved at den lagde hovedet tilbage og derefter kastede det forover, mens den klaprede med næbbet.

Ikke alle har oplevet storke i Lyngby-Taarbæk eller i Danmark, men de fleste kender storke fra eventyr, fortællinger og billeder. I løbet af 1800-tallet blev det almindeligt at forklare spørgelystne børn, at nyfødte babyer kom til verden flyvende med storken. Denne forklaring passede bedre tidens forældre end at tale om seksualitet og forplantning.

Storkens bestand har siden 1900 været for nedadgående, og den er i dag et sjældent syn, også her i Lyngby-Taarbæk. Nedgangen skyldes blandt andet, at store vådområder er blevet omdannet til opdyrket land. Storken lever dog i bedste velgående i flere andre europæiske lande.