Brede Klædefabrik

Et blik ind i Brede Klædefabrik fra porten ved Brede Alle: Tårnet og skorstenen er fra 1890'erne, jernbetonbygningen bagved er fra 1908-1920. Den hvide fabrik langs åen er opført i løbet af 1800-tallet.

På bakken øst for Brede opførte Brede Klædefabrik i årene 1890-1920 et helt boligkvarter for fabrikkens arbejdere. Boligerne blev revet ned i perioden 1964-1973, og Mølleåparken opførtes på arealet. Husene blev opkaldt efter byer - her er Boston fotograferet i 1905.

Boston er opført i 1898. Nedenfor ses Stockholm og Kristiania fra 1907 fotograferet året efter - de lå nær Brede Indelukke og Bredes ældste fabriksskole i det stråtækte hus til venstre.

Man kan læse mere i Jeppe Tønsberg: Brede Klædefabriks arbejderboliger, Lyngby-Bogen 1999. Man kan også få et indtryk af livet ved Mølleåens fabrikker omkring 1900 på www.lyngbykulturjagt.dk

Den store strejke

I 1905 oplevede den danske tekstilindustri en landsomfattende strejke, som kom til at vare et halvt år. Strejken skyldtes bl.a. et krav fra arbejdsgiverne – Tekstilfabrikantforeningen – om at væverne fremover skulle passe tre eller fire væve ad gangen i stedet for som hidtil én eller højst to væve. Hensigten var naturligvis at spare lønnen til de vævere, der blev overflødige, og arbejderne i Tekstilarbejderforbundet valgte at strejke for at undgå udvidelsen af flervævesystemet og den arbejdsløshed, det ville medføre.

Brede Klædefabrik blev det sted, hvor strejken var mest synlig og oftest blev omtalt i pressen. Fabrikant Edmund Daverkosen var formand for Tekstilfabrikantfoeningen og alene derfor en oplagt skydeskive for den socialdemokratiske presse. Men desuden var Brede kendt for at være et patriarkalsk fabrikssamfund, hvor arbejderne var lydige, og hvor det indtil få år tidligere var lykkedes fabrikanten at forhindre dannelsen af en fagforening.

Men nu strejkede selv Brede Klædefabrik, og desuden opstod der en sympatistrejke i fabrikkens hatteafdeling, som ellers ikke var omfattet af strejken. I Brede var man vant til, at fabrikanten sørgede for sine arbejdere i alle forhold, både i og uden for arbejdstiden, og de fleste arbejdere boede i fabrikkens huse. Under strejken fik arbejderne naturligvis ingen løn, og selv om de ikke blev sagt op fra deres lejligheder, var det svært for dem at få pengene til at slå til.

Det hjalp ikke meget, at der flere gange i løbet af efteråret blev arrangeret aftenunderholdning på Hotel Rustenborg i Lyngby til fordel for de strejkende i Brede. Under disse omstændigheder erklærede Edmund Daverkosen, at strejken i hvert fald ikke skulle gå ud over børnene. Derfor kunne Bredes børn hver dag få et måltid varm mad i fabrikkens spisehus, så længe strejken varede, uanset om deres forældre var i fagforening eller ikke. Den konservative Københavns Amts Avis roste fabrikanten for denne humane gestus; men Social-Demokraten havde en anden udlægning: Bespisningen var ren propaganda, der skulle dække over arbejdernes dårlige forhold i Brede.

Social-Demokraten hævdede, at der fandtes usle arbejderboliger med væggelus, og bladet Ravnen bragte en satirisk tegning af fabrikant Daverkosen og hans eneste strejkebryder. I begyndelsen af december måtte arbejderne give op. Enkelte steder skete der forbedringer af lønnen og nedsættelse af arbejdstiden; men som helhed havde arbejderne tabt strejken.

De måtte acceptere udvidelsen af flervævesystemet, og den nye overenskomst blev femårig, selv om arbejderne havde ønsket den højst treårig. Men livet i fabrikssamfundet gik videre. Få år senere opførte virksomheden en ny serie af arbejderboliger, større og bedre end de forrige, og en ny højkonjunktur i tekstilindustrien begyndte og gav rigeligt arbejde og gode fortjenester til arbejderne.

Jeppe Tønsberg, tidligere publiceret i bogen ”Industri industri. 25 stk. dansk kulturarv”, Gads Forlag 2007.

Med toget til Brede

Herunder  kører Nærumbanens tog fra Brede mod Fuglevad ca. 1905. Lige bag ved toget ses Brede Spisehus, der var kantine for klædefabrikkens arbejdere og funktionærer. Den hvide bygning mod dammen er de ældre dele af klædefabrikken. De lave længer til venstre i billedet går helt tilbage til 1700-tallet ligesom "Brede Hovedbygning", fabrikantens sommerbolig, hvis tag rager op over de lave længer.