STED:
Johan Wilmann var sognerådsformand i Lyngby-Taarbæk Kommune 1913-1928, og han var dermed den første socialdemokrat i spidsen for kommunestyret. Han afløste den konservative Emil Piper, der også sad i Landstinget. Som sognerådsformand arbejdede Wilmann for at modernisere kommunen, blandt andet med udviklingen af skoleområdet og med opførelsen af et gymnasium i Lyngby.
Når flertallet i sognerådet skiftede fra konservativt til socialdemokratisk ved valget i 1913, skyldtes det, at mange industriarbejdere var flyttet til kommunen for at arbejde på de store nye fabrikker, som siden 1890 var vokset frem i Lyngby.
Johan Wilmann var selv vokset op i industrien langs Mølleåen og var uddannet maskinist, men valgte at arbejde ihærdigt for Socialdemokratiet. Med sine gode evner blev han lokalredaktør af Social-Demokraten, og han blev valgt ind i sognerådet i 1907. Allerede i 1901 var han blevet valgt til Folketinget.
Stenen blev rejst i 1928 af Socialdemokratiet i Lyngby kredsen, og er udført i granit af billedhuggeren Johannes Bjerg. Der findes også et gravminde på Sorgenfri Kirkegård.
Placeringen af mindestenen foran Alderdomsboligerne er symbolsk, for Wilmann arbejdede netop for at skabe bedre rammer om kommunens ældste borgere, der hele livet havde slidt hårdt.