De to gule huse ved broen over Mølleåen i Frederiksdal er rester af en kornmølle fra 1851. Fra 1886 var Frederiksdal også en del af Københavns Befæstnings "nordre oversvømmelse." Der har været kornmølle ved Furesøens indløb i Mølleåen siden middelalderen. I 1600-tallet flyttede møllen til det sted, hvor den findes nu.
I 1838 tegnede kunstneren H.G.F. Holm Frederiksdal: Man kan se vandhjulet mellem de daværende gamle møllebygninger. Denne gamle mølle brændte, og de nuværende gule møllebygninger blev opført i 1851.
I forgrunden får udflugtsgæster til Frederiksdal kro bragt kogende vand til deres kaffe. Frederiksdal kro blev oprettet i 1600-tallet som en slags kantine for arbejderne på møllen.
I 1800-tallet blev Frederiksdal et udflugtsmål for Københavnerne, så kroen fik flere gæster. Endnu idag ser man kroens gamle rejsestald nær møllen ved vejen overfor kroens efterfølger, Hotel Frederiksdal. Da Baadfarten begyndte at sejle i 1899, blev Frederiksdal endnu mere tilgængeligt for københavnere på skovtur. Bagest til venstre ses et hjørne af Frederiksdal slot, som blev opført i 1739.
Soldaterne står på broen ved Frederiksdal sluse kort efter begyndelsen til første verdenskrig i 1914.
1886-1887 blev Mølleåen rettet ud til en kanal fra Frederiksdal til Lyngby. Samtidig blev det meste af møllen revet ned, så man idag kun ser en tredjedel af møllehuset syd for broen og slusen.
Fæstningskanalen var en del af et stort anlagt befæstningsværk rundt omkring København med mulighed for en vandfyldt kanal fra Frederiksdal til Øresund.
Idag kan man gå i bunden af den rørlagte fæstningskanal fra Lyngby kirke til Lyngby Storcenter og fortsætte ad Ermelundsstien, der også følger den tørlagte Fæstningskanals forløb.
I midten af 1600-tallet var i alt ni møller kommet i gang ved Mølleåen nord for København. De producerede krudt, klæde, papir og varer af kobber og jern, herunder også våben. På den 12 kilometer lange strækning fra Furesøen til Øresund, hvor højdeforskellen var 20 meter, lå møllerne i en lang række efter hinanden og skulle efter tur bruge det samme vand.
Jo højere en mølleejer kunne stemme vandet op i sin mølledam, desto større fald og mere kraft kunne han få ud af vandet; men imens han holdt vandet tilbage, manglede de næste møller vand og kunne ikke arbejde. Samtidig gik møllen ovenfor gik måske i stå, fordi vandet ikke kunne løbe videre, men steg op omkring hjulet. Når mølleejeren derefter lukkede vandet ud hurtigt, måske fordi han var i gang med en opgave, der skulle bruge stor kraft, kunne vandet ikke rummes i de næste mølledamme. Det skabte oversvømmelse og gik til spilde, eller det kunne med sin voldsomme kraft ødelægge dæmninger og sluser på møllerne nedenfor.
Den 16. oktober 1650 skyllede en vandstrøm gennem åen, som gjorde skade på alle møllerne. Værst gik det ud over Johan Ettersens papirmølle på Strandmøllen, hvor store dele af dæmningen blev skyllet væk og bygningerne blev oversvømmet. Skaden skyldtes, at den øverste mølle langs åen, Hjortholms Mølle helt oppe ved Furesøen, havde åbnet sine sluser og lukket mere vand ud, end de andre møller kunne holde til. Hjortholms Mølle var forpagtet af rentemester Henrik Müller, som havde anlagt et stort kobberværk.
For at få kraft nok til sine efterhånden otte møllehjul havde han bygget en ny og større dæmning, så han kunne stemme mere vand op i Furesøen. Søens nuværende vandstand skyldes muligvis denne opstemning. Men de andre mølleejere havde ikke forbedret deres dæmninger tilsvarende, og derfor havde den pludselige vandstrøm været for stærk for dem.
Johan Ettersen anlagde erstatningssag mod Henrik Müller ved herredstinget og vandt i første omgang sagen, selv om rentemesteren var en af landets mægtigste mænd. Men Henrik Müller brugte sin indflydelse, så dommen måtte gå om og han blev frikendt.
Stridighederne mellem mølleejerne om Mølleåens vand fortsatte imidlertid, og i 1690 fik naturvidenskabsmanden Ole Rømer af kongen til opgave at løse problemerne. Efter Ole Rømers anvisning blev der fastsat en maksimal vandstand, et såkaldt flodemål, i hver mølledam, og der blev anlagt en ekstra sluse, således at det overskydende vand kunne løbe uhindret videre.
Som følge af Ole Rømers indsats ser man i dag vandstandspæl og frisluse ved alle Mølleåens møllesteder; men der var alligevel stadig stridigheder mellem mølleejerne. I 1724 opstod der under en besigtigelse af opstemningen på Stampen slagsmål, hvor valkemester Richter med en spade overfaldt forvalteren fra Frederiksdal og truede flere af de øvrige.
Nu blev der dannet en sammenslutning af mølleejerne ved Mølleåen, hvor de i fællesskab skulle fordele vandkraften efter vedtægter, som alle havde tilsluttet sig. Sammenslutningen fik navnet Fuursø Møllestrøms Interessentskab, og den eksisterer endnu.
I dag er hensynet til drivkraften ganske vist trådt i baggrunden; men til gengæld har vandstanden fået betydning for Mølleåens rekreative landskab: hvis vandet står for højt, kan motionsløberne ikke færdes på stierne langs åen, og hvis vandstanden er for lav, kan Baadfarten ikke sejle.
Jeppe Tønsberg, tidligere publiceret i bogen ”Industri industri. 25 stk. dansk kulturarv”, Gads Forlag 2007.
